fredag, juni 23, 2006

Fatima vil være forfatter

I dag fik vi følgende henvendelse fra Fatima: "jeg har set jeres hjemmeside, og jeg ville gerne vide, om I tager imod bøger til vurdering, da jeg har en bog, jeg gerne vil udgive." Selvfølgelig gør vi det - bortset fra romaner, digtsamlinger og børnebøger. Hun fik et venligt svar om først at sende et par prøvesider og lidt om sin ide med bogen. Jeg håber, at hun også læste hjemmesidens gode råd til forfattere om at skrive en bog. Vi har lige sagt nej tak til en smal bog om forfattere i Victoriatiden.
Det er også på denne årstid, vi modtager en masse henvendelser fra håbefulde grafikere og designere, der vil præsentere deres værker. Det er svært at sige nej tak.

torsdag, juni 22, 2006

Kan en ko gå ned ad trapper


Karsten Pharao fra Danmarks Radios kulturafdeling ringede og spurgte, om han ikke måtte få et anmeldereksemplar af den nye bog "Kan en ko gå ned ad trapper". Han havde formentlig læst den gode anmeldelse i Weekend Avisen eller læst om den i avisen Urban. Vi sendte straks en bog. Senere så vi, at der inden udgivelsen allerede var sendt flere eksemplarer til DR, herunder et eksemplar til kulturafdelingen!
I de gode gamle dage holdt boghandlere sig orienteret om nye romaner ved at modtage et læseeksemplar. Dette gik så på omgang blandt boghandlermedhjælpere, så de kunne fortælle kunderne om indholdet. Et par boghandlere har også bedt om et gratis læseeksemplar af bogen. Er det en god markedsføring at forære boghandlere quizbøger og tegnebøger? Vi lever jo af at sælge dem. Det er specielt de meget populære bøger, som bliver efterspurgt som læseeksemplarer.

Alzheimers sygdom


Forlagets gode venner i Alzheimerforeningen syntes, at vi skulle udgive denne gode svenske bog. Det ville vi gerne, så vi altalte alle formalia med det svenske forlag.
I går kom der en ny melding fra forlaget: Jag måste be om ursäkt! Jag har vilselett dig och förhandlat om en bok som redan ett annat danskt förlag kontrakterat.

Det kan desværre ske, når der træffes hurtige beslutninger.

mandag, juni 19, 2006

Etik, pædagogik og psykiatri

Et menneske, som er psykisk syg, bliver i en hospitals- eller institutionel sammenhæng primært betragtet og mødt som syg, hvorfor fokus i alt overvejende grad vil være på sygdommen, og den primære dagsorden vil dreje sig om det behandlingsmæssige, det vil sige sygdoms- og symptombehandling.
Pædagogik og pædagogisk arbejde er båret af pædagogiske, filosofiske og etiske forståelser af mennesket og af den menneskelige eksistens, det vil sige på det alment menneskelige. Med dette udgangspunkt er fokus på, hvad det vil sige at være menneske, at være til og mestre tilværelsen både med hensyn til hverdagslivet og på et mere eksistentielt plan.


Dette er budskabet i en ny bog, der udkommer i juli 2006.
Pædagogik og eksistens. Redigeret af Finn Hedegaard Nielsen